Jeg er ivrig lystfisker, som så mange andre danskere og har det fint med det. Jeg har fisket siden jeg var barn og mine bedsteforældre tog mig med ud på fjorden i Norge og fiske hvilling og sej og en masse andre fisk.
Da jeg var lille tænkte jeg ikke så meget over hvad der skete med fiskene, altså ud over vi spiste dem og det smagte ofte godt.
Jeg syntes måske at fisken var lidt uhyggelig nogen gange med de blanke øjne og de spjæt de lavede i båden.
Men min bedstefar var hurtig når de kom ombord. De fik et hak mellem øjnene med en klep, en kæp man bruger til fiskeri i Norge, og så fik de straks skåret halsen over.
Når jeg tænker tilbage på det i dag kan jeg se min bedstefar brugte de mest humane metoder til aflivning af fisk, ved først at bedøve fisken med et slag og så skære halsen over, så den hurtigt forbløder. En værdig død som fisk når det nu skal være.
For et par år siden kom Dyreetisk Råd ud med en ret kontroversiel rapport i hvilken de konkluderede at fisk kunne føle smerte og lidelse, hvorfor de ikke kunne anbefale lystfiskeri – overhovedet.
Om fisk faktisk kan føle smerte er vidst stadig ret usikkert, men det fik mig til at tænke over om fx hornfiske fiskeri i København, hvor jeg bor, er bæredygtigt og dyreetisk i orden.
Jeg mener at det er det, men med to klare forudsætninger.
Et, så skal man være ordentligt undervist i at behandle fisken. Den skal slås ihjel med det samme på en human måde.
To, så bør man undgå catch and release fiskeri så vidt muligt, hvad Dyreetisk råd også anbefaler.
Det sidste er kontroversielt for mange fiskere genudsætter ørred, gedde og karper og andre større fisk.
Men jeg er enig med Dyreetisk råd i at det ikke kan forsvares at udsætte fisken for det stress det er at hive den op af vandet, med mindre man har tænkt sig at spise den.
Det var mine tanker om dyreetik og lystfiskeri. Hvad tænker du?